Knoglevenlig livsstil

Dine knogler opnår maksimal styrke omkring 25 års alderen. Fra ca. 35 års alderen mindskes knoglemassen helt naturligt år for år. Men du kan selv gøre noget for at holde knoglerne stærke, så de kan holde hele livet.

Du kan forebygge knogleskørhed ved at leve knoglesundt.

Det handler i al sin enkelthed om at leve efter en række almindelige og fornuftige regler, der samtidig vil øge din generelle sundhed: Daglig motion, alsidig sund kost, begrænset forbrug af alkohol og ingen tobak.

Dyrk motion

Daglig motion begrænser det aldersbetingede knogletab, så du har god grund til at være fysisk aktiv hver dag. Sport, løb og svømning. Cykel- og traveture. Trapper frem for elevator. Alle former for motion er med til at styrke knoglerne – samtidig får du stærkere led og muskler, så risikoen for at falde bliver mindre.

Spis varieret

Det er vigtigt at spise sundt og varieret for at dække kroppens behov for mineraler og vitaminer. Knoglerne styrkes med kalk og D-vitamin. Kalk findes i rigelig mængde i mælkeprodukter og ost. Kan du ikke tåle mejeriprodukter, bør du supplere din daglige kost med et kalktilskud. Kalk findes også i brød og gryn, grove og grønne grønsager, ja i stort set al vores mad, kalk optages bare ikke lige godt fra alle levnedsmidler. Oxalsyre fra rabarber og spinat hæmmer direkte optagelse af kalk fra maden. D-vitamin får du primært fra solen men findes også i fisk - især fed fisk - i større mængde.

Undgå rygning

Tobaksrygning og knogleskørhed er en dårlig kombination idet tobak indeholder en række skadelige stoffer, der skader kroppens knogleopbyggende celler. Undersøgelser peger på, at rygning giver øget risiko for hoftebrud. Kvinder der ryger kommer tidligere i overgangsalderen og risikoen for knogleskørhed øges.

Begræns alkoholen

Alkohol påvirker kroppens knogleopbyggende celler i negativ retning. Ved at følge Sundhedsstyrelsens råd om moderat alkoholindtagelse, højst 21 genstande om ugen for mænd og 14 for kvinder, øger du ikke risikoen for knogleskørhed.

Et for stort alkohol indtag dækker ofte kroppens behov for energi. Det kan betyde at man ikke spiser særlig meget mad og derved ikke får dækket behovet for vigtige næringsstoffer. Kroppen får bl.a. ikke tilført nok kalk og D-vitamin, og knoglerne afkalkes. Indtagelse af alkohol øger også risikoen for fald og derved knoglebrud.


Kopi af tomt banner lille